Hvad er værdien af kunst?

Hvis du skal skabe et bæredygtigt virke som kunstner, skal du kunne argumentere for dit arbejdes værdi og dine værkers pris. Selvom mange kunstnere kæmper med prissætning i starten af deres karriere, bør fastsættelsen af pris altid starte med en diskussion om værdi. Derfor er det vigtigt, at kunstnere forstår og har sprog for den værdi, deres arbejde skaber.

af Signe Sylvester

Hvilken værdi taler vi egentligt om?

Det kan være enormt komplekst at argumentere for kunstens værdi, fordi vi ikke altid er enige om, hvilken værdi vi forsøger at definere. Selvom jeg har læst, lyttet og indoptaget andre kloge menneskers idéer om kunst og værdi, er der altid nogen, der vil argumentere for, at min forståelse af kunstens værdi er forkert, ufuldkommen eller endda direkte skadelig for den kunstneriske udvikling. Mange af de kunstnere, jeg har arbejdet med, oplever også en konflikt, når det kommer til værdien af deres arbejdsliv - Mister kunsten sin værdi når den kommercialliseres?

Kunstens værdi i samfundet

Vores samfundssystemer er generelt bygget op omkring en økonomisk forståelse af værdi. Dette ses tydeligt i jobcentre, a-kasser, banker og låneinstitutter, hvor det er langt lettere at navigere, hvis man har en stabil økonomi. Spørgsmålet "Kan du tjene penge på din kunst?" er det også et godt eksempel på, at mange uden for den kreative branche kan have svært ved at forstå og håndtere værdien af arbejde, der ikke kan opgøres i kolde kontanter.

I kunst- og kulturbranchen er der derimod normen at værdsætte kulturel værdi, hvor skabelse, nytænkning og udvikling af værker, der skaber dialog og debat, er centralt. Økonomisk værdi er ikke det primære mål, men derimod kvaliteten af udstillinger, projekter og relationer. Værdien af din kunst legitimeres for eksempel i høj grad af legater eller fondsmidler fra store kunst- og kulturfonde eller positive anmeldelser fra anerkendte kunstkritikere.

De fire tilgange til forståelse af kunstens værdi

 Jeg skriver i øjeblikket på en bog, der handler om at finde sin plads i kunstbranchen og opbygge et bæredygtigt arbejdsliv. I den forbindelse læser jeg en masse spændende bøger, blandt andet Alison Gerbers bog “The Work of Art - Value in Creative Careers” fra 2017. Gerber identificerer, på baggrund af en lang række kunstnerinterviews, fire forskellige anskuelser, som kunstnere ofte bruger til at beskrive deres arbejdes værdi: økonomi, anerkendelse, relationel og selvudviklende. Disse kategorier tilbyder en ramme for at forstå, hvordan du som kunstner kan anskue dit arbejde og dets værdi.

  1. Økonomisk værdi: Økonomisk værdi fokuserer på værkernes salgbarhed og den økonomiske indtjening, de kan generere. Det er en klar og specifik tilgang, der vurderer kunst ud fra, om det kan skabe økonomisk overskud.

  2. Anerkendelsens værdi: Anerkendelsens værdi kommer til udtryk gennem faglig anerkendelse og de muligheder, den bringer. Dette kan være ansættelser på kunstakademier, bestyrelsesposter eller andre ekspertroller, hvor kunstnerens praksis legitimerer deres status.

  3. Relationel værdi: Den relationelle værdi handler om de relationer, som det kunstneriske arbejde skaber, både mellem kunstnere og mellem kunstner og publikum. Det kan transformere fællesskaber og samfund og skabe dialog og debat.

  4. Selvudviklende værdi: Den selvudviklende værdi fokuserer på kunsten som en meningsfuld proces, drevet af passion og nysgerrighed. Det handler om fordybelse i skabelsen uden at skulle forholde sig til markedet eller publikums modtagelse.

Hvordan bruger man denne viden?

Gerber viser, at de fleste kunstnere ikke nødvendigvis identificerer sig med alle fire kategorier, men måske kun en eller to. Forståelsen af disse kategorier kan hjælpe med at afklare, hvad der driver dig som kunstner, og hvordan du ønsker, at dit arbejde skal vurderes.

Når du bliver bevidst om, hvilken værdi kunsten har for dig, kan du kommunikere det klart til kolleger, samarbejdspartnere og kunder. Dette kan spare dig for meget frustration og gøre det lettere for omverdenen at relatere til din praksis. Hvis den økonomiske værdi af dit arbejde ikke er vigtig for dig, så vær ærlig omkring det. Italesæt, at økonomi ikke er målet med din kunst, og forklar ud fra hvilket værdibegreb, du ønsker, at din kunst vurderes: Handler det om at skabe anerkendelse i branchen? Om at skabe sociale forandringer? Eller måske om at skabe selvindsigt? Denne bevidsthed kan også hjælpe med at se mildere på andre, hvis praksis skal vurderes ud fra andre præmisser end dine egne.

At forstå og anerkende disse forskellige værdiperspektiver kan åbne op for en mere nuanceret dialog om kunstens værdi og hjælpe med at skabe en større forståelse og respekt for forskellige kunstneriske praksisser. Det er gennem denne forståelse, at vi kan bevæge os væk fra at dømme hinanden og i stedet skabe en mere inkluderende og mangfoldig kunstverden.


Signe Sylvester,
Stifter og rådgiver.

Book en indledende samtale og høre mere om hvordan Signe kan hjælpe dig.

Forrige
Forrige

Find ro og energi til at skabe

Næste
Næste

Få styr på din kunstnerøkonomi