Kooperativets styrker og fordele
Hvad er et kooperativ og hvorfor synes vi det en styrke?
Af Katrine Bidstrup, Rose Heiberg, Henriette Hellstern og Signe Sylvester
Sammen står vi stærkere
Kunstnerlivet er ofte præget af usikkerhed. Mange af os har oplevet, hvordan vi som skabende og udøvende kunstnere står alene med økonomiske, praktiske og strategiske udfordringer. Ligesom mange af jer har vi også længtes efter et fællesskab, hvor vi kan dele viden, støtte hinanden og arbejde sammen for bedre vilkår. Derfor har vi valgt at blive et kooperativ.
At vi har organiseret os som et kooperativ betyder, at vi kollektivt leder og driver De Kreatives Forretning ud fra demokratiske principper. Vi ser det ikke bare som en organisatorisk ændring – det er en kulturel bevægelse. Vi tager aktivt stilling til, hvordan vi som kunstnere og kreative kan skabe bæredygtige arbejdsliv for os selv, vores kunder, kolleger og samarbejdspartnere, og samtidig ændre de strukturer, der gør det svært at opbygge et værdigt arbejdsliv som kunstner.
Et fællesskab, der styrker den enkelte
I en branche, hvor mange oplever konkurrence frem for samarbejde, vender vi logikken på hovedet. Vi tror på, at vi ved at styrke den enkelte kunstner, også styrker hele feltet. Gennem sparring, vidensdeling og kollegial støtte sikrer vi, at færre kunstnere opgiver deres praksis og forlader branchen. Vi investerer i fællesskabet, fordi vi ved, at vi står stærkere sammen.
Demokrati og fleksibilitet
Et af vores vigtigste principper er, at vi leder kooperativet demokratisk. Alle stemmer tæller, og beslutninger træffes i fællesskab. Vi har skabt en struktur, der gør det muligt at balancere vores kunstneriske praksis med engagementet i fællesskabet. Mange kender sikkert følelsen af sårbarhed ved at stå alene i deres virke – hvor sygdom, familieliv eller uforudsete hændelser kan skabe usikkerhed. I vores kooperativ kan vi støtte hinanden og sikre, at ingen står alene. Fleksibiliteten i vores struktur betyder også, at vi i perioder kan være mere eller mindre til rådighed, uden at det går ud over vores fælles ansvar for drift og udvikling.
Bedre arbejdsvilkår for kunstnere
Vi arbejder for fair løn og rimelige arbejdsvilkår – ikke kun for os selv, men for hele branchen. Ved at dele vores viden og erfaringer indenfor prissætning og økonomi støtter vi en vidensdelingskultur som vi tror på er en forudsætning for at flere kan opbygge en økonomisk bæredygtig kunstnerisk praksis. Dermed er vi også en del af en større kulturpolitisk bevægelse, der kæmper for bedre vilkår for kunstnere på tværs af brancherne.
Vi passer på hinanden
Kooperativet er mere end en arbejdsstruktur – det er et trygt læringsrum, hvor vi prioriterer udvikling, gensidig respekt og omsorg. Vi ved, at det mentale arbejdsmiljø er afgørende for vores trivsel og kreativitet. Derfor skaber vi en kultur, hvor støtte og åbenhed er en naturlig del af hverdagen.
En bevægelse, der starter indefra
Vi tror på, at forandring starter med handling. Ved at organisere os som et kooperativ tager vi aktivt del i at forme en kunst- og kulturbranche, hvor flere kan få mulighed for at leve af deres kunst. Vi ønsker at inspirere andre kunstnere og kreative til at tænke i nye samarbejdsformer og fællesskaber.
Vi er ikke alene – vi er en del af en bevægelse. Og sammen står vi stærkere.
Vil du være med til at skabe en mere bæredygtig fremtid for kunstnere, så er vores råd til dig simpelt: Opsøg fællesskaber, deltag i samtaler om branchen og vær en del af forandringen.
Bliv klogere på hvad det vil sige at være et Kooperativ
Er du nysgerrig på om et kooperativ er en relevant måde for dig og potentielle partnere at organisere jer på kan du læse mere om kooperativer her.